Aller au contenu

ermite

Èn årtike di Wiccionaire.

Etimolodjeye

[candjî]

Bodje vî grek « ἔρημος » (érêmos) ‎(« dezert »), did li vî grek « ἐρημίτης » (érêmitês), pal voye do latén « eremita » et do francès « ermite ».

Prononçaedje

[candjî]

Sustantif

[candjî]
singulî pluriyal
ermite ermites

ermite omrin et femrin

  1. (mot d’ rilidjon) onk ki s' retrôkele lon erî do monde po priyî.
    • Sint På, prumî ermite. Motî Forir (fråze rifondowe).
    • Nåjhi d' djuner come l' ermite,
      Abeye, tchocans djoyeuzmint ;
      Fjhans d' l' oneur a noste invite ; Jean Dessard, D'ine cohe so l'aute, 1939, p.148, Vîve Saint-Åbin (1937) (fråze rifondowe).

Ratourneures

[candjî]
  1. cwand l’ diåle divént vî, i s’ fwait ermite

Parintaedje

[candjî]

Sinonimeye

[candjî]
onk ki vike tot seu

Mots vijhéns

[candjî]

Ortografeyes

[candjî]
Après 1900, foû rfondou (Feller, Feller ricandjî, nén Feller) :
Li mot n’ est nén dins : O4

Ratournaedjes

[candjî]
onk ki s' retrôkele lon erî do monde po priyî et djuner
onk ki vike tot seu
  • Francès : ermite (fr)