manke

Èn årtike di Wiccionaire.

Walon (Rifondou)[candjî]

Etimolodjeye[candjî]

Svierba do viebe « manker ».

Prononçaedje[candjî]

Sustantif[candjî]

singulî pluriyal
manke mankes

manke omrin

  1. çou ki n’ est nén la, ki n’ est pus a s’ plaece.
    • C’ est on manke di coraedje ki d’ èn nén oiser lyi dire el veure.
    • C’ est todi l’ manke di sôs k’ amoenne li bisbrouye. Motî d’ Bastogne (fråze rifondowe).
  2. sintimint k’ on rsint cwand ene sacwè n’ est pus la.
    • Dispu k’ ele est moite, i rsint on manke.

Ratourneures[candjî]

  1. fé manke : èn nén awè plou fé çou k’i faleut, rater.

Mots vijhéns[candjî]

(minme sourdant etimolodjike)

Ortografeyes[candjî]

Après 1900, foû rfondou (Feller, Feller ricandjî, nén Feller) :

Ratournaedjes[candjî]

manke

Codjowas[candjî]

manke

  1. indicatif prezintrece, prumire et troejhinme djins do singulî, do viebe « manker ».
  2. suddjonctif prezintrece, prumire et troejhinme djins do singulî, do viebe « manker ».